Mange tagplader i trapezform er fremstillet af hård PVC, som ikke må sendes til forbrænding ifølge affaldsbekendtgørelsen eller køres på deponi. Det er heller ikke nødvendigt – de kan fint sendes til genanvendelse, når de er udtjent.
Trapezplader af plast er populære, når der skal tag på skuret eller carporten. Det er der mange gode grunde til: De er lette at arbejde med, de slipper et behageligt lys igennem, og de koster ikke alverden. Afhængig af fabrikat og kvalitet kan de have en levetid helt op til 25 år – men så er de fleste også ved at være klar til at blive skiftet ud.
Hos WUPPI får vi ofte spørgsmålet, om tagplader af PVC også kan genanvendes på samme måde som f.eks. rør og tagrender. Det kan de – uden problemer. Brugte tagplader af PVC skal lægges i samme container som alt andet hård PVC og vil blive genanvendt til nye PVC-produkter, som sælges på det europæiske marked.
Endnu sætter lovgivningen herhjemme en stopper for salg af produkter af PVC-regenerat i Danmark, men ikke desto mindre får de udtjente produkter stadig nyt liv, når de bliver afleveret korrekt og indsamlet via WUPPI-ordningen.
PVC-tagplader kan dog godt gå hen og blive skøre, så det er vigtigt at behandle dem forsigtigt – ellers splintrer de, og det gør det svært at bundte det brugte materiale til genbrug.