Polyvinylklorid (PVC eller vinyl) har en unik molekylær struktur, der gør plasttypen særligt velegnet til genanvendelse. En udfordring er dog, at PVC-produkter ofte har lange levetider og derfor kan indeholde nedarvede additiver – også kendt som historiske tilsætningsstoffer. Det er stoffer, som tidligere var tilladt at anvende, men nu er forbudt. PVC'en kan også være del af komplekse sammensatte produkter med flere materialer. Derfor er der behov for flere genanvendelsesteknologier, der kan supplere hinanden og sikre en effektiv ressourceudnyttelse.
Udviklingen af genanvendelsesteknologier er i fuld gang. Disse teknologier kan inddeles i mekanisk, fysik og kemisk genanvendelse, hvor hver metode spiller en rolle i at optimere PVC'ens cirkulære potentiale.
Mekanisk genanvendelse
Mekanisk genanvendelse er den mest udbredte metode og indebærer, at PVC-affald indsamles, sorteres og findeles til granulat, der kan omdannes til nye produkter uden at ændre materialets kemiske struktur. PVC er særligt egnet til denne metode, da plasttypen grundet sine stærke polymerkæder kan genanvendes flere gange uden væsentligt tab af egenskaber.
Mekanisk genanvendelse er også den mest fordelagtige metode for miljø og klima, da den kræver mindre energi end fysisk og kemisk genanvendelse.
Langt størstedelen af de over 8,8 millioner tons PVC, der er genanvendt gennem VinylPlus® siden 2000 – herunder også PVC indsamlet af WUPPI – er blevet genanvendt mekanisk.
Fysisk genanvendelse
Fysisk genanvendelse af PVC gennem selektiv opløsning og ekstraktion er en avanceret teknologi, der muliggør genbrug af komplekse PVC-affaldsstrømme. Processen anvender opløsningsmidler eller superkritisk CO₂-teknologi til selektivt at opløse PVC, hvilket gør det muligt at adskille materialet fra andre plasttyper, fyldstoffer og historiske tilsætningsstoffer – samtidig med at polymerens integritet bevares.
PVC-industrien i Europa har i længere tid arbejdet på at forfine teknologien. Nu er der opnået et markant gennembrud på pilotanlæg udviklet af WUPPIs associerede medlem INEOS Inovyn, hvor det er muligt at ekstrahere bly og cadmium fra gammelt hårdt PVC-affald, såsom rør og profiler. Det genanvendte PVC opfylder REACH-kravene og kan således anvendes i nye produkter uden at være omfattet af de nuværende restriktioner for bly og cadmium.
Teknologien kan også bruges på blød PVC med historiske tilsætningsstoffer som DEHP og andre uønskede ftalater.
Kemisk genanvendelse
Kemisk genanvendelse er nyttig, når mekanisk eller fysisk genanvendelse ikke er mulig. PVC’ens sammensætning gør det særligt velegnet til flere kemiske processer, hvor materialets grundstoffer kan udvindes og genanvendes i nye produkter.
Udnytter hele PVC-molekylet
Kemisk genanvendelse gør det muligt at udnytte både PVC’ens klorindhold (57%) og det kulstofbaserede indhold. Kloren kan genvindes som saltsyre, natriumklorid eller calciumklorid og anvendes i nye kemiske processer. Den kulstofbaserede del – ethylen – kan gennem pyrolyse eller forgasning omdannes til olie eller syntesegas, som indgår i produktionen af ny plast. På den måde udnyttes hele molekylet og bidrager til en mere cirkulær anvendelse af PVC.
De anvendte processer opfylder definitionen af genanvendelse i EU’s affaldsdirektiv og den internationale standard ISO 472. Det vil sige, at materialerne genanvendes til nye produkter eller råmaterialer – og ikke blot bruges til energigenvinding.
Pyrolyse
Pyrolyse foregår ved, at plastaffald ved høje temperaturer (450-550°C) omdannes til pyrolyseolie og gas, der kan bruges som råmateriale i ny plastproduktion.
Pilotforsøg initieret af VinylPlus har vist, at pyrolyse af blandet plast med op til 10% PVC-indhold kan producere olie, der er egnet som råmateriale til ny plast, mens saltsyre (HCl) fra processen effektivt kan opfanges og genanvendes.
Forgasning
Forgasning er en avanceret termisk proces, der omdanner PVC til syngas eller syntesegas, en blanding af brint, kulilte og methan, som kan bruges til produktion af kemikalier eller brændstof. Forgasning er særligt egnet til behandling af blandet plastaffald, hvor mekanisk eller fysisk genanvendelse ikke er mulig.
Dehydroklorering
Dehydroklorering er en kemisk proces, hvor PVC’ens klorindhold frigives som saltsyre (HCl) eller natriumklorid (NaCl). Kloren opsamles og kan anvendes i ny PVC-produktion eller andre kemiske processer. Den kulstofbaserede del af PVC’en anvendes typisk til energiudnyttelse i moderne affaldsforbrændingsanlæg.
To eksempler på teknologier, der anvender eller bygger på dehydroklorering, er:
VinylPlus® RecoChlor
VinylPlus® RecoChlor er en proces, hvor PVC’s klorindhold udvindes under forbrænding og opsamles enten som NaCl eller HCl. Disse kan bruges industrielt til fremstilling af kemikalier som saltsyre og natriumcarbonat.
HaloSep
HaloSep, som er udviklet i Danmark og fungerer i fuldskala på Vestforbrænding, behandler røggasrensningsrester og flyveaske fra forbrændingsanlæg og udvinder klor i form af calciumklorid (CaCl₂), der blandt andet kan anvendes til vejsalt. Teknologien reducerer mængden af farligt affald, der skal deponeres, og gør det muligt at genanvende værdifulde metaller som zink.