Fordoblingen er sket trods nedgang i markedet for genanvendt plast.
Siden 1997 har WUPPI-ordningen været en nøgleaktør i indsatsen for at indsamle hård PVC til genanvendelse, i overensstemmelse med affaldsbekendtgørelsen. Denne indsats blev yderligere forstærket i starten af 2023, da WUPPI indgik et samarbejde med miljøvirksomheden Ragn-Sells Danmark A/S, som har stor ekspertise indenfor håndtering af hård PVC og anden plast.
WUPPIs direktør Knud Jensen udtaler: ”Det er utroligt opmuntrende at se en fordobling af indsamlet hård PVC i et år, hvor opmærksomheden på nedbringelse af ressourceforbrug og klimaaftryk i byggebranchen aldrig har været større. Hård PVC er unik, i det plasttypen kan genanvendes op til 10 gange uden at de tekniske egenskaber forringes. Desuden har genanvendt PVC en klimabelastning, der er langt mindre end ny PVC.”
Fordoblingen er sket i et udfordrende marked for genanvendt plast. Årsagerne er lave priser på virgin plast, samt økonomisk afmatning i Europa, der særligt har ramt byggeriet, som er hovedaftager af produkter med genanvendt PVC.
En tidligere dansk særregel begrænsede anvendelsen af indsamlet PVC i nye produkter på det danske marked på grund af små mængder bly, som for mange år siden blev anvendt som stabilisator. En nylig EU-forordning har dog harmoniseret reglerne, hvilket nu tillader sikker brug af genanvendt PVC i Danmark.
Danske rørproducenter og andre virksomheder står klar til at udnytte potentialet i den genanvendte PVC, og mange forsyninger viser interesse for at aftage rørsystemer med et lavere klimaaftryk.
WUPPI bidrager aktivt til arbejdet med at revidere de relevante produktstandarder sammen med rørproducenternes sammenslutning NPG Danmark, der står bag kvalitetsmærket Nordic Poly Mark. WUPPI har bl.a. indsamlet rør-affald til spildevandsrør med op til 70% genanvendt PVC, som blev nedlagt af Lemvig Vand i 2023. Rørene har en CO2-besparelse på 50% i forhold til rør med 100% nyproduceret PVC og opfylder kvalitetskravene i Nordic Poly Mark.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Ønsker du at vide mere om genanvendelse af hård PVC? Så har vi historierne til dig. WUPPI sender et nyhedsbrev ud nogle gange om året. Her kan du følge med i alt det nyeste om genanvendelse af PVC.
Du kan let melde dig til nyhedsbrevet – og lige så let melde dig fra igen, hvis historierne ikke længere er relevante for dig.