På trods af afmatning i byggeriet og svære markedsvilkår lykkedes det PVC-industrien i Europa at opretholde et højt niveau af genanvendelse i 2024.
Ifølge den nye statusrapport fra VinylPlus – den europæiske PVC-industris miljøprogram – blev der genanvendt 724.638 ton PVC.
Af de 724.638 ton PVC-affald, der blev genanvendt, stammede 61,4% fra pre-consumer-affald og 38,6% fra post-consumer-affald. Det betyder, at næsten en fjerdedel af alt post-consumer PVC-affald i EU27, Norge, Schweiz og Storbritannien blev genanvendt i 2024 – et tal der stiger til 35 %, når pre-consumer- affald medregnes (baseret på en model udviklet af Conversio).
Bag registreringen står Recovinyl®, der er PVC-branchens organisation for indsamling og genanvendelse siden 2003.

Forbedret sporbarhed
Sporbarheden i genanvendelsen er samtidig forbedret. Gennem RecoTrace®, en dataplatform for genanvendte plast udviklet af Recovinyl, blev 490.278 ton PVC-regenerat registreret af genanvendelsesvirksomheder og plastforarbejdende virksomheder. Det er en stigning på 4,3% sammenlignet med 2023. Dette giver et mere præcist billede af, hvilke applikationer der bidrager til genanvendelsen, og hvor det genanvendte materiale anvendes.
Her bruges genanvendt PVC
Dykker man ned i tallene, viser det sig at profiler til vinduer og andre applikationer aftager 40,7% af den genanvendt PVC. Dernæst kommer vinylgulve (28,4%), trafiksikkerhedsudstyr (14,8%) og rør (11,2%). Resten fordeler sig på andre byggeprodukter, inventar til stalde og landbrug samt spoler og dorne.

Genanvendelse giver klimabesparelser og skaber grønne arbejdspladser
Siden 2000 er 9,5 millioner ton PVC blevet genanvendt gennem VinylPlus. Det svarer til en samlet CO2-besparelse på 19,1 millioner ton. Nye beregninger, der er klar senere på året, viser at besparelsen er endnu større - op til 90% ved brug af genanvendt PVC fremfor ny plast. Samtidig er genanvendelsesaktiviteterne med til at sikre 1.500 job i europæiske genanvendelsesvirksomheder. Da genanvendt PVC erstatter nyproduceret PVC på markedet, svarer de 724.638 ton til produktionen på tre, store PVC-råvarefabrikker.

I Danmark er WUPPI i samarbejde med Ragn-Sells Danmark A/S med til at sikre, at hårdt PVC-affald fra byggeriet kan blive sorteret og genanvendt korrekt – i tråd med affaldsbekendtgørelsen og den cirkulære økonomi.
Kontakt Ragn-Sells hvis du skal af med hårdt PVC-affald:
+45 7070 2555 (salg)
Ønsker du at holde dig opdateret om genanvendelse af hård PVC?
Så har vi historierne til dig. WUPPI sender et nyhedsbrev ud nogle gange om året. Her kan du følge med i alt det nyeste om genanvendelse af PVC.
Du kan let melde dig til nyhedsbrevet – og lige så let melde dig fra igen, hvis historierne ikke længere er relevante for dig.