Udviklingen af nye genanvendelsesteknologier accelererer, og WUPPI følger tæt med i arbejdet for at sikre, at endnu mere PVC kan indgå i den cirkulære økonomi.
Genanvendelse af polyvinylklorid (PVC) kræver en bred vifte af teknologier, der kan håndtere både rene materialer og komplekse affaldsstrømme. Med PVC-produkters lange levetid opstår der udfordringer med historiske tilsætningsstoffer, som tidligere var tilladt, men nu er forbudt. Derfor er udviklingen af avancerede genanvendelsesmetoder afgørende for at sikre en effektiv ressourceudnyttelse.
Mekanisk genanvendelse er den mest udbredte metode og står for langt størstedelen af de over 8,8 millioner ton PVC, der er genanvendt gennem VinylPlus® siden 2000. Den PVC, som WUPPI indsamler i samarbejde med Ragn-Sells Danmark, genanvendes ligeledes mekanisk. PVC kan gennemgå mekanisk genanvendelse flere gange uden væsentligt kvalitetstab. Samtidig er mekanisk genanvendelse den mest miljø- og klimavenlige løsning, da den kræver markant mindre energi end fysisk og kemisk genanvendelse.
Fysisk genanvendelse baseret på opløsningsmidler har nået et markant gennembrud med et nyt pilotanlæg udviklet af WUPPIs associerede medlem INEOS Inovyn. Her er det nu muligt at fjerne bly og cadmium fra gammelt hårdt PVC-affald som rør og profiler. Det genanvendte PVC overholder REACH-kravene og kan anvendes i nye produkter uden de eksisterende restriktioner for bly og cadmium.
Kemisk genanvendelse spiller en vigtig rolle, når mekanisk og fysisk genanvendelse ikke er mulig. VinylPlus® har igangsat et pilotprojekt, der viser, at pyrolyse af blandet plast med op til 10% PVC kan producere olie egnet som råmateriale til ny plast. Samtidig kan den frigivne saltsyre (HCl) effektivt opfanges og genanvendes.
Klor-genvinding er ligeledes i fokus. Teknologier som VinylPlus® RecoChlor og HaloSep muliggør udvinding og genanvendelse af klor fra PVC i affaldsforbrændingsanlæg. HaloSep, som er udviklet i Danmark og allerede kører i fuldskala på Vestforbrænding, sikrer, at kloren bl.a. kan genbruges som vejsalt, samtidig med at metaller som zink kan udvindes og genanvendes. Samtidig fjernes behovet for at deponere røggasrensningsprodukter som særligt farligt affald.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Ønsker du at vide mere om genanvendelse af hård PVC? Så har vi historierne til dig. WUPPI sender et nyhedsbrev ud nogle gange om året. Her kan du følge med i alt det nyeste om genanvendelse af PVC.
Du kan let melde dig til nyhedsbrevet – og lige så let melde dig fra igen, hvis historierne ikke længere er relevante for dig.