Dette debatindlæg af Ole Grøndahl Hansen, PVC Informationsrådet, og Tobias Johnsen, WUPPI A/S, blev bragt af Wastetech d. 9. februar 2023.
Rådet for Grøn Omstilling mener at “EU går i en forkert retning ved at tillade bly i PVC”. Rådet udtrykker bekymring over nye EU-regler, der vil tillade genanvendelse af blyholdigt PVC-affald i Danmark. En praksis som hidtil har været umuliggjort af den danske blybekendtgørelse.
Ud fra en ren dansk betragtning kan man med en vis rimelighed mene, at de nye regler vil betyde en svækkelse af miljø- og forbrugerbeskyttelsen. Men sagen er dog lidt mere kompleks end debatindlægget giver udtryk for, idet meget har ændret sig siden Danmark formulerede sine særregler på området. Særregler, der betød at affaldet enten skulle nedgraves eller sendes til genanvendelse i udlandet. Danskernes sundhed og miljø blev med andre ord vurderet mere betydningsfuld end andre europæeres.
Men når vi taler om en svækkelse af de danske regler, må vi holde os for øje, at de danske myndigheder i 2002 ikke havde adgang til den viden, som den nye forordning bygger på. Rådet for Grøn Omstilling glemmer nemlig behændigt at nævne, at det er fem års videnskabelige granskning af spørgsmålet i forskellige udvalg under EUs kemikalieagentur, der ligger til grund for forordningen. Konklusionen var entydig: Genanvendelse er den affaldshåndtering, som giver mindst blyforurening. Både forbrænding og deponi giver større emissioner.
Danmarks holdning er således både videnskabeligt og moralsk blevet overhalet af virkeligheden. Hvis genanvendelse giver den mindste forurening, så er det vel denne måde man bør håndtere affaldet på? Og rent moralsk bør Danmark vel håndtere sit eget problematiske affald?
Vi anerkender dilemmaet mellem det såkaldt giftfri miljø og den cirkulære økonomi, og at alle kilder til forurening i princippet skal begrænses. Men samtidig finder vi det useriøst, når Rådet for Grøn Omstilling på vanlig alarmistisk facon skriver, at de nye EU-regler vil betyde en ”væsentlig forringelse af miljø- og forbrugerbeskyttelsen i Danmark.”
Det er nemlig ikke sådan, at bly i gammelt PVC udgør en egentlig forureningsrisiko i modsætning til de mange andre anvendelser af bly, som fortsat er tilladt. Og som i parentes bemærket ikke nyder samme opmærksomhed fra de grønne organisationer som den ubetydelige rolle blyet spiller i genanvendt PVC. Ifølge Miljøstyrelsen er den suverænt største kilde til blyforurening regnvand fra gamle og nye tage på kirker og andre fredede bygninger, hvor bly af æstetiske årsager fortsat er lovligt.
Til sammenligning viser beregninger foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af den nye forordning viser, at genanvendelse af blyholdigt PVC udgør mellem 0,003 og 0,03% af den samlede blyforurening.
Rådet for Grøn Omstilling afslutter med en opfordring til EU-Kommissionen. Kommissionen bør, hedder det, opstille ”en ambitiøs målsætning om et PVC-frit Europa inden 2030.” Årsagen skulle bl.a. være at PVC er den ”mindst genanvendelige af alle plasttyper.” Det er desværre ikke første gang vi ser denne mildt sagt fejlagtige påstand om PVC’ens manglende genanvendelighed fra grønne organisationer. Alene det faktum at PVC er en termoplast, og ikke en hærdeplast som ikke lader sig genanvende, gør udsagnet meningsløst.
I øvrigt er det pudsigt, at de seneste rapporter om plast i byggeriet i både Danmark og Tyskland anfører, at PVC er den mest genanvende plast i denne sektor. I Danmark sker det bl.a. gennem industriens egen WUPPI-ordning.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Ønsker du at vide mere om genanvendelse af hård PVC? Så har vi historierne til dig. WUPPI sender et nyhedsbrev ud nogle gange om året. Her kan du følge med i alt det nyeste om genanvendelse af PVC.
Du kan let melde dig til nyhedsbrevet – og lige så let melde dig fra igen, hvis historierne ikke længere er relevante for dig.