I 2005 gik Odense og Marius Pedersen A/S sammen om at skabe et ambitiøst fælles selskab, Odense Affaldssortering A/S. Målet var at sørge for, at så meget affald som muligt bliver sorteret i brugbare fraktioner og dermed at sikre, at de store værdier, affaldet repræsenterer, bliver anvendt korrekt.
Affaldet kommer både fra virksomheder og fra private, der afleverer deres affald på kommunens genbrugspladser, og her har man opført et af landets mest avancerede sorteringsanlæg med en kapacitet på 55.000 tons affald om året.
Det topmoderne anlæg er placeret i de bygninger, der tidligere huserede Odense Stålskibsværft, så placeringen er god i forhold logistikken – og nærmeste nabo er Marius Pedersens øvrige anlæg på havnen, hvilket gør det nemt at håndtere de store mængder affald korrekt.
Anlægget sorterer glas, metal, pap, papir og plast og mange andre fraktioner, så det sorterede affald let kan videresælges og forarbejdes til nye produkter – til gavn for miljøet og til styrkelse af den cirkulære økonomi i samfundet.
PVC har prioritet
En af de affaldsfraktioner, der fylder ganske meget for selskabet, er den hårde PVC. Richard Petersen, som er produktionschef ved Odense Affaldssortering A/S, fortæller: ”Vi sorterer på den måde, at al hård plast med PVC bliver samlet ét sted. Vi har mange private, der kommer med affald, og vi kan ikke forvente, at de ved, hvad der er PVC og hvad der ikke er. Derfor tager vi hånd om den plast, de kommer med, som en service til borgerne.”
Han forklarer, at der bl.a. med det nye affaldsregulativ er kommet regler, der klart siger, at hård PVC ikke må afbrændes eller deponeres, og det giver god mening ifølge Richard Petersen: ”Hård PVC er en værdifuld ressource, også når det har været brugt i årtier.
Hvis man kan sørge for at få det sorteret korrekt og separeret fra andre plastfraktioner, er der intet til hinder for, at man kan lave det til granulat og bruge det igen, f.eks. til nye drænrør. Vores arbejde her sammen med WUPPI hjælper samfundet med at spare masser af penge, når vi genbruger ressourcerne sådan her.”
"Man kan genbruge PVC-byggeaffald op til 7 gange, uden at materialet bliver ringere."
1.680 tons plast med PVC sorteres årligt
Al den PVC, der kommer fra Odense Kommunes genbrugspladser, bliver derfor sorteret hos Odense Affaldssortering.
Hvert år modtager og sorterer selskabet 1.680 tons plast med PVC – en andel, der stiger, blandt andet fordi anlægget også er begyndt at modtage containere med PVC fra andre kommuner.
For at sætte mængden lidt i perspektiv svarer det til 8.500 m3 eller 250 fyldte containere hvert år.
”Vi er nødt til at sortere temmelig kraftigt,” siger Richard Petersen. ”Al den hårde PVC, vi indsamler, bliver nemlig sendt til genanvendelse i udlandet, typisk i Holland. Vi er for eksempel nødt til at sortere alle PVC-tagpladerne fra i en bunke for sig selv, for med tiden bliver de skøre og springer i tusind stykker, med mindre man ved, hvordan man skal håndtere dem. Hvis stumperne bliver for små, kan de ikke genbruges, og det vil være en skam.”
I næste nyhedsbrev fra WUPPI kan du læse om Marius Pedersens tradingafdeling, der varetager den internationale handel med brugt PVC – og hvad PVC’en bliver brugt til.
Tilmeld dig ordningen straks her på på WUPPIs hjemmeside, eller ring 40 57 69 40 for mere information.