WUPPIs indsamlede mængder har set et fald gennem de seneste år, hvilket har givet anledning til bekymring om den reelle genanvendelse af hård PVC var dalende. Ny rapport fra Incentive og Affaldskontoret dokumenter imidlertid, at andre aktører indsamler PVC-affaldet. Der er derfor ikke tale om et fald.
I Danmark skal hårdt PVC-byggeaffald indsamles. I mere end tyve år har WUPPI-ordningen sørget for, at hård PVC fra byggesektoren kan blive indsamlet og genanvendt. Det sker i et samarbejde med Marius Pedersen, som står for indsamlingen på genbrugspladser mv. og den videre behandling af affaldet så det kan indgå i nye produkter.
WUPPI har set et fald i de indsamlede mængder gennem de seneste år. Det har givet anledning til bekymring om det hårde genanvendelige PVC-byggeaffald måske var endt enten på deponi eller i forbrændingsanlæggene.
For at opklare sagen, besluttede WUPPIs bestyrelse sig for at igangsætte en undersøgelse af årsagerne. Undersøgelsen blev foretaget af Incentive, som er et af nordens førende konsulenthuse, og Affaldskontoret, der har mange års erfaring med analyser af affald. Arbejdsmetoden var dels besøg på genbrugspladser, telefoninterview med relevante aktører, samt brug af diverse affaldsstatistikker og meget avancerede regnemetoder.
Der er flere om buddetRapportens konklusion er opløftende. Overordnet er der nemlig ikke noget i undersøgelsen, der indikerer, at faldet i mængden af PVC-affald til WUPPI skyldes, at mængderne af PVC-affald generelt er faldende. Tværtimod ses en svag stigning hvert år fra 2014 til 2017, og selv om WUPPI oplever faldende mængder, sker der en stigning i de mængder PVC-affald, som sorteres og afsættes til genanvendelse gennem andre miljøvirksomheder.
Størstedelen af hård PVC-affald indsamles via de kommunale genbrugspladser. Hvor nogle genbrugspladser afsætter via faste aftagere, bruger mange kommuner og affaldsselskaber udbud, hvor skiftende aktører vinder opgaven. Flere affaldsfraktioner udbydes ofte som en samlet opgave, hvor det ofte kræves at kun én miljøvirksomhed varetager logistikopgaven med afhentning af containere fra genbrugspladserne. I praksis håndteres PVC-affaldet derfor af flere miljøvirksomheder, som sorterer og afsætter PVC til genanvendelse.
Dansk PVC-affald genanvendes i andre EU-landeI dag tillader den danske lovgivning ikke, at det ofte blyholdige gamle PVC genanvendes i Danmark. I stedet køres det indsamlede affald til andre EU-lande, hvor det indgår i nye produkter. EU-Kommissionen arbejder imidlertid på en ny EU-forordning, der ønsker at ændre på denne praksis. Den vil betyde, at dansk PVC-affald kan genanvendes i Danmark. Lovgivningsprocessen er imidlertid grundstødt, da det er lykkes de grønne organisationer i Europa at overbevise et flertal i EU-Parlamentet om at der er tale om ‘giftig genanvendelse’. Dette til trods for at Kommissionen har gransket denne problematik ganske nøje, og konkluderer, at der er større blyudledninger ved forbrænding eller deponi fremfor ved genanvendelse.
En revideret forordning er på vej, som forventes behandlet i EU-systemet i indeværende år.