Onsdag d. 12. februar stemte et flertal i EU-Parlamentet ja til miljøudvalgets indsigelse, der blokerer genanvendelse af blyholdigt PVC. Det betyder, at der går yderligere en rum før det bliver afgjort om hårdt PVC-affald indsamlet af WUPPI kan genanvendes på dansk grund.
Efter fem års grundig videnskabelig behandling i EUs kemikalieagentur ECHA var konklusionen klar: Genanvendelse af blyholdigt PVC er at foretrække fremfor forbrænding eller deponi. Dette blev grundlaget for EU-Kommissionens forslag om en forordning, der ville forbyde bly men tillade genanvendelse af blyholdigt PVC i særlige applikationer i en tidsbegrænset periode. En sådan forordning ville betyde, at Danmarks særregulering om bly ville bortfalde og dermed muliggøre genanvendelse af hårdt PVC-affald på dansk grund.
De folkevalgte uenige med EU-Kommissionen
EU-Parlamentet er dog af en anden opfattelse end Kommissionen. Den 21. januar vedtog Parlamentets miljøudvalg en indsigelse, der modsatte sig Kommissionens forslag. I onsdags var indsigelsen så til afstemning i Parlamentet i Strasbourg, hvor et flertal valgte at stemme ja.
En sejr for miljøet?
Grønne politikere og organisationer i Europa udlagde resultatet af afstemningen som en sejr for miljø og sundhed. Medlem af miljøudvalget Margrethe Auken (SF) sagde således til Ingeniøren fredag:
“Det kommer selvfølgelig til at koste noget. Og der bliver sikkert også brændt mere, end vi bryder os om. Hvis cirkulær økonomi betyder, at vi også begynder at cirkulere gift, så er vi på den. Hvis der er gift i noget, så skal det jo ikke cirkuleres. Derfor har vi sagt, at det også skal gælde plast med bly i. Konsekvensen det kan have have for miljøet, hvis vi genanvender, kan blive meget værre. Så bliver der ved med at være gift i de produkter, vi bruger.”
Både PVC Informationsrådet og WUPPI anerkender selvfølgelig problematikken omkring bly. Men der er kæmpemæssige klimagevinster at hente ved at genanvende de millioner af tons hårde PVC-byggeprodukter, der bliver til affald i de kommende årtier. Stoppes genanvendelsen skal der bygges flere store PVC-råvarefabrikker, der både ved konstruktion og drift vil kræve store ressourcer. Der kan derfor stilles spørgsmålstegn ved om det er miljømæssigt fornuftigt ikke at genanvende PVC-affaldet, når nu ECHA har vurderet at det kan ske uden risiko for mennesker og miljø.
Næste skridt
Kommissionens forslag er en såkaldt gennemførelsesakt, hvilket betyder at forslaget nu skal tilbage til Kommissionen som skal tage hensyn til indsigelserne fra EU-Parlamentet. Resultatet af afstemningen i Parlamentet betyder altså ikke nødvendigvis, at genanvendelse af blyholdigt PVC bliver forbudt på europæisk plan, og at Danmarks særregulering opretholdes. Det vil dog under alle omstændigher forsinke processen.
Ydermere betyder beslutningen, at forbud mod import af blyholdige produkter fra tredjelande ligeledes udskydes.
WUPPI og PVC Informationsrådet følger sagen tæt og vil rapportere løbende.