En ny kortlægning peger på, at der kan være langt større mængder bygge- og anlægsaffald i Danmark, end den nationale affaldsstatistik viser. Det understreger behovet for bedre viden om de enkelte materialestrømme – også for hård PVC.
Hvor meget byggeaffald har vi egentlig i Danmark, og hvad sker der med materialerne efter renovering og nedrivning?
En ny analyse udarbejdet for Realdania har kortlagt 17 materialestrømme fra bygge- og anlægssektoren og anslår den samlede affaldsmængde til omkring 7,5 mio. ton om året. Til sammenligning registreres omkring 4,5 mio. ton i den nationale affaldsstatistik.
Forskellen skyldes blandt andet materialer som beton og tegl, der håndteres direkte på byggepladser og derfor ikke nødvendigvis bliver registreret som affald. Analysen peger samtidig på, at yderligere op mod 2,4 mio. ton materialer årligt potentielt kan genbruges eller genanvendes.
Bedre viden om materialestrømmene
Kortlægningen understreger en vigtig pointe: Hvis flere byggematerialer skal holdes i kredsløb, er det nødvendigt at vide, hvor materialerne findes, hvor store mængder der er tale om, og hvad der sker med dem efter endt brug.
Det gælder også hård PVC.
WUPPI har siden 1997 organiseret indsamling og genanvendelse af hårde PVC-byggeprodukter som blandt andet rør, vinduesprofiler og tagrender.
Samtidig arbejder WUPPI på at få bedre indsigt i de samlede mængder af hårdt PVC-affald i Danmark og i materialets vej efter endt brug.
Jo bedre vi kender materialestrømmene, desto bedre kan vi sikre, at genanvendelige PVC-produkter bliver indsamlet og ført tilbage som råvare til nye produkter.
Kontakt Ragn-Sells hvis du skal af med hårdt PVC-affald:
+45 7070 2555 (salg)
Ønsker du at holde dig opdateret om genanvendelse af hård PVC?
Så har vi historierne til dig. WUPPI sender et nyhedsbrev ud nogle gange om året. Her kan du følge med i alt det nyeste om genanvendelse af PVC.
Du kan let melde dig til nyhedsbrevet – og lige så let melde dig fra igen, hvis historierne ikke længere er relevante for dig.




