WUPPI-ordningen har i to årtier sørget for, at udtjente hårde PVC-byggeprodukter kan blive indsamlet til genanvendelse. Det har resulteret i, at PVC er den mest genanvendte plast i byggeriet, hvilket fremgår af ny rapport fra DTU.
Plastgenanvendelsen skal øges markant for at nå de ambitiøse klimamål på 70% CO2-reduktion i 2030. Det gælder ikke mindst i byggeriet, hvor en stor del af plastanvendelsen finder sted. Plast bruges til en lang række byggeprodukter såsom rør, vinduer, gulve, isolering og kabler.
I en ny rapport udarbejdet af DTU Miljø, og med finansiering af Innovationsnetværket InnoBYG, undersøges hvordan indsamling og genanvendelse af byggeplast kan øges – i produktionen, på byggepladsen og ved renovering og nedrivning.
PVC ligger på førstepladsen
Rapporten fortæller, at i øjeblikket udgør hård PVC størstedelen af den genanvendte mængde plastaffald. At hård PVC udgør en meget stor del, bekræftes af en nylig rapport, som konsulentfirmaerne Affaldskontoret og Incentive har lavet for WUPPI. Heri fremgår at omkring 6.000 tons PVC-byggeaffald indsamles til genanvendelse i Danmark.
I DTU’s rapport fremgår det endvidere, at hård PVC kan genanvendes op til 10 gange uden tilførsel af ny råvare.
Afskær i forbindelse med produktion og byggeri er særskilt behandlet i DTU-rapporten. Her er der nemlig også potentiale for at udnytte ressourcerne bedre. Genbrug foretrækkes frem for genanvendelse i affaldshierarkiet, fordi der kræves megen energi i genanvendelsesprocessen.
Byhaver i PVC-afskær giver miljø- og sundhedsgevinster
For at undersøge potentialerne for genbrug af PVC-afskær i byggeriet inden genanvendelse, støtter PVC Informationsrådet og VinylPlus en række initiativer indenfor dette felt. Et af projekterne knytter sig til arealerne omkring MarselisborgCentret i Århus, som netop er blevet opgraderet.
Her skal en urtehave med medicinske urter i det, der kaldes “Fordybelsen,” stimulere sanserne. Urtehaven bygges af stumper af PVC-rør, som er i overskud på byens byggepladser. Udover den miljømæssige fordel ved genbrug af denne affaldsfraktion, er affaldet gratis og let tilgængeligt på genbrugspladser, hvor det allerede sorteres fra til genanvendelse.
Følg projektet “Urtehave i PVC” på Facebook og Instagram. Læs mere om projektet på urbantlandbrug.dk.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Ønsker du at vide mere om genanvendelse af hård PVC? Så har vi historierne til dig. WUPPI sender et nyhedsbrev ud nogle gange om året. Her kan du følge med i alt det nyeste om genanvendelse af PVC.
Du kan let melde dig til nyhedsbrevet – og lige så let melde dig fra igen, hvis historierne ikke længere er relevante for dig.