Sådan fungerer WUPPI-ordningen
PVC er et fremragende plastmateriale. Det er stabilt, har en lang holdbarhed på 100 år eller mere og kan bruges til masser af nyttige produkter. PVC er fremstillet alene af olie/gas og salt (NaCl) og har ydermere den meget store fordel, at hård PVC uden blødgører kan renses, neddeles og bearbejdes til nyt råmateriale, som kan bruges i fremstillingen af nye produkter. Grundet PVC'ens unikke egenskaber kan denne proces gentages op til ti gange, hvilket betyder at et PVC-byggeprodukt potentielt kan bidrage til samfundsnyttige og klimavenlige løsninger i mange hundrede år.
I dag bruger vi PVC i byggeriet til bl.a. rør, tagplader, fittings, vinduesprofiler og dekorationsprofiler til hjemmet, bare for at nævne nogle få produkttyper. De har alle det til fælles, at de kan afleveres til genanvendelse og dermed indgå i en cirkulær økonomi. Den danske WUPPI-ordning sørger for, at hårdt PVC-affald bliver indsamlet på byggepladser, på genbrugspladser og i visse tilfælde også i selve produktionen.